Biopark Brønderslev

Vendsyssels største energianlæg

Biopark Brønderslev kan blive Vendsyssels største energianlæg og gøre Brønderslev Kommune CO2 neutral. Biopark Brønderslev består af et stort biogasanlæg, ca. 300 hektar solceller og 10-12 moderne vindmøller. Planen er at anlægges kan udbygges med et Power2X anlæg, der producerer flydende grønt brændstof.

Investering på over 3 mia. kr.

Biopark Brønderslev er en samlet investering på over 3 mia. kr. Bag projektet står Sindal Biogas, GFE Krogenskær og DBC Invest, som er ejet af Vestjyllands Andel, Jysk Energi og HedeDanmark. Partnerne er klar til at invitere lokale landbrug med ind i ejerkredsen.

Grøn omstilling i landbruget

Produktion af biogas reducerer landbrugets CO2 udledning dramatisk. Biopark Brønderslev skal modtage og afgasse dybstrøelse og gylle fra landbrug i en radius af ca. 25-30 kilometer. Landmændene forventes at få reduceret betalingen af CO2 afgift på strøelse, gylle og biomasse som bliver omdannet til energi. På den måde er Biopark Brønderslev med til at sikre, at nordjysk landbrug fortsat er rentabelt og at det lever op til sit samfundsansvar om at reducere CO2 udledningen.

Vi lytter, mens vi udvikler

Partnerne bag Biopark Brønderslev har en ambition om at udvikle Vendsyssels største energianlæg, og vi er klar til at realisere den. Men vi har ikke en nagelfast og detaljeret plan. Vi lytter til gode råd, nye idéer og bekymringer, som dukker op fra borgere, foreninger, politikere og andre interesserede. Vores mål er at skabe et aktiv for lokalsamfundet, der på én gang sikrer grøn omstilling, vækst og et godt miljø.

Lokal udvikling

Fuldt udbygget vil Biopark Brønderslev beskæftige ca. 100 medarbejdere, både faglærte, ufaglærte og akademikere. Med den nyeste teknologi vil Biopark Brønderslev tiltrække højtuddannede specialister og arbejde tæt sammen med de førende nordjyske uddannelsesinstitutioner.

Anlægget vil skabe et tilsvarende antal varige job hos underleverandører. Det er hos transportører samt leverandører af varer og tjenesteydelser. Det er varige nordjyske arbejdspladser, der ikke kan flyttes til udlandet, fordi de knytter sig til produktionen af lokal energi.

Biopark Brønderslev placeres i et område syd for Søndre Omfartsvej og vest for Hirtshalsmotorvejen. En del af solcellerne skal ligge umiddelbart øst for motorvejen. Der er i forvejen vindmøller i området, og der er langt til nærmeste beboelse. Samtidig er der gode vejforbindelser, som sikrer, at trafikken til og fra anlægget ikke går ind igennem Brønderslev by.

Biopark Brønderslev kan udveksle energi med Brønderslev Forsyning for at sikre billig, lokal og vedvarende energi til borgere og virksomheder i Brønderslev. Det kan være overskudsvarme eller udnyttelse af billig vindmøllestrøm. Biopark Brønderslev vil have et højt energiforbrug, som forsyningen kan dække og dermed udnytte sin kapacitet mere rentabelt.

Biopark Brønderslev er en åben virksomhed, som lægger stor vægt på samarbejde og dialog med alle interesserede. Vi vil løbende invitere til rundvisninger og åbent hus. Vi vil samarbejde med skoler og uddannelsesinstitutioner om læring og teknisk viden.

Biopark Brønderslev er en stor lokal virksomhed, som skal trives i samspil med byen. Vi vil yde økonomisk støtte til lokale foreninger og deltage aktivt i udviklingen af Brønderslev som en attraktiv by. Vi ved godt, at et stort anlæg fylder meget og kan give gener med trafik. Det taler vi åbent om og forsøger at finde fælles løsninger.

Placeringen

Biogasanlægget

Et moderne biogasanlæg lugter meget lidt. Lugt betyder spildt energi, så det gør vi alt for at undgå. Produktionen af biogas foregår i lukkede tanke, og de råvarer, der lugter, opbevarer vi i lukkede haller. Anlægget er elektronisk og menneskeligt overvåget døgnet rundt, så små fejl ikke udvikler sig til store, der skaber lugtgener og mindre produktion.

Biogasproduktion betyder markant mindre lugt på landmandens marker. I stedet for at sprede gylle med et højt indhold af metan og ammoniak ud på marken, kører landmanden det til biogasanlægget. Her bliver det afgasset, og så får landmanden gyllen retur. Når den spredes på marken, lugter den langt mindre og i meget kort tid. Til gengæld er den mere effektiv som gødning end den rå gylle.

Biopark Brønderslev arbejder for et bedre klima og miljø. Som en del af anlægsbudgettet sætter vi penge af til at skabe merværdi i naturen for borgere i Brønderslev. De konkrete projekter vil vi skabe i dialog med naturinteresserede borgere og foreninger i nærområdet.

Hjertet i Biopark Brønderslev er Nordjyllands største biogasanlæg. Det skal modtage 700.000 ton strøelse, gylle og andre restprodukter hvert år og producere 25-35 mio. kubikmeter gas. Det foregår i lukkede tankanlæg, hvor bakterier via en naturlig proces omsætter de organiske stoffer til biogas.

Andre anlæg

Biogas består af ca. 60% metan – naturgas – og 40% CO2. I et særligt anlæg bliver metan og CO2 adskilt. Naturgassen løber i rør til naturgasnettet, mens CO2 kan omdannes til et flydende stof, som kan deponeres i gamle gasfelter i Nordsøen. Biopark Brønderslev samarbejder med Biocarb Solutions på Hirtshals Havn, som står for lagring af CO2 i Nordsøen. Teknologien kan også bruges til at fjerne og lagre CO2 fra Brønderslev Forsynings varmeproduktion.

Biopark Brønderslev vil opstille 10-12 moderne danske vindmøller, som er ca. 200 meter høje. Det er 30% højere end de nuværende møller i området og med en 50% højere effekt. Møllerne er meget effektive og kan producere strøm, som svarer til ca. 76.000 husstandes forbrug eller 230.000 personer. Det svarer til Brønderslev Kommune og stort set hele Aalborg Kommunes borgere.

300 hektar af området er udlagt til solceller. Produktionen fra dem vil kunne dække ca. 46.000 husstandes forbrug af strøm eller 142.000 personer. Solcellerne placeres tæt ved motorvejen evt. med plantebælter omkring, så genskinnet ikke generer.

Biopark Brønderslev ønsker med tiden at opføre et Power2X anlæg, som kan producere grønt brændstof til skibe eller fly. Power2X udnytter overskydende vindmøllestrøm. Det er ny teknologi, som er i rivende udvikling. Flere fuldskalaprojekter er på vej i Danmark. Der er mulighed for at producere flere typer energi, og det er endnu ikke afklaret.

Biopark Brønderslev vil opføre et anlæg, der producerer proteinfoder af græs fra lokale marker. Det kan erstatte importeret soya fra Sydamerika og restproduktet kan udnyttes i produktionen af biogas. Græsmarkerne er attraktive for sommerfugle og insekter og er med til at øge biodiversiteten i området.

Transport

Transporten af strøelse og gylle til og fra biogasanlægget foregår i lukkede tanke og containere. Det sikrer, at mindst mulig energi går tabt og at landbrugets naboer oplever få lugtgener.

Store mængder gylle og strøelse skal køre til og fra Biopark Brønderslev. Det er tung transport i lastbiler. Fuldt udbygget vil anlægget i gennemsnit have knap 100 lastbiler, som kører til om dagen. Biopark Brønderslev laver faste aftaler med transportører om ansvarlig kørsel og om at bruge ruter, hvor de generer omgivelserne mindst muligt.

Indtil videre kører alle lastbiler på diesel, som udleder store mængder CO2. Det indgår biogasanlæggets CO2 regnskab ligesom alle andre CO2 emissioner. Det er ambitionen at køre på flydende gas fra anlægget så snart rammerne for det vedtages i folketinget.

Kontakt

Biopark Brønderslev
Ugiltvej 20
9870 Sindal
Tlf +45 26233300